Tag Archives: svære tider

Februar glimt, tilsat tung snak

meowmeow_debbie_februarglimt_haderslev01 meowmeow_debbie_februarglimt_haderslev02 meowmeow_debbie_februarglimt_thedonutshop01 meowmeow_debbie_februarglimt_thedonutshop02 meowmeow_debbie_landetvintergaekkermeowmeow_debbie_landeterantis meowmeow_debbie_arresoe

Som billederne viser, bød februar både på weekendtur til Haderslev, donut hapsen med K, en tiltrængt tur på Landet, hvor foråret tittede frem. Hvilket det i den grad også gjorde, da vi besøgte Frederiksværk. Når jeg kigger på disse billeder, føles det hele så fjernt. Som noget der skete for længe siden. Eller måske giver de mig mere følelsen af, at jeg ikke rigtigt var der. De er alle lyse, farverige.. Men egentlig var februar måned mest af alt mørk og tung. Lang, men alligevel forsvandt den hurtigere end jeg kunne følge med. Det kræver nok lidt forklaring…

Udover at blive væltet omkuld af den ene influenza efter den anden, dealede jeg med en endnu svære sygdom – i hvert fald i mine tanker. I slut januar besluttede jeg mig nemlig for – efter en små ti års frygt – at få svar på om jeg har arveanlæg for en sygdom, som desværre er i min familie. Altså, ikke at finde ud af om jeg ER syg, men om jeg bliver det en dag. Efter alle disse år følte jeg endelig, at jeg var et sted i mit liv, hvor mit sind og jeg var stabile nok til at få svar – uanset hvilken 50% side jeg var havnet på. For ja, det er sådan en kedelig 50/50. Men fra du siger GO til du kan få dit svar, skal der gå en måned. Fast procedure, så du er sikker på, at du er sikker. Du bliver endda spurgt igen på svardagen, om du nu er helt, HELT sikker.

Dagene op til blev enten brugt gemt væk under dynen, med alt for store mængder chokolade og åndssvage film, eller med lange, seriøse snakke og de hårdeste beslutninger. Mange nætter faldt jeg i søvn med løbende tårer, men heldigvis pakket godt ind i de tryggeste arme. For efter al dette stod det mere klart end nogensinde før, at jeg i hvert fald ikke stod alene med det her. Jeg havde min Mads ved min side – dagene op til, inde i det lille svarrum og bagefter, uanset dommen. Hvilket må siges at være noget af en kærlighedserklæring. Og dommen… Jeg har IKKE arveanlæg for Huntington’s Chorea. Og lige nøjagtig disse ord, gentager jeg for mig selv hver evig eneste dag.

For selvom jeg godt ville have det hele var flyvende og lyserødt, så må jeg sande at ti års bekymringer ikke så let giver slip. Men det hjælper på det. Denne lange smøre hjalp med (jeg håber ikke jeg har kedet jer ihjel!). Det føltes bare rigtigt, at dele det med Jer herinde, selvom jeg foretrækker at bruge bloggen til positive ting. Men det er noget der har fyldt så ufatteligt meget i mit liv, i så mange år og fortsat vil fylde, selvom jeg ikke selv bærer genet. Men efter jeg har fået svaret er det virkelig gået op for mig, hvor meget det har fyldt hos mig. Jeg har levet en stor del af mine 20ere i en lille boble. Men nu er der kommet hul på hinden og jeg er på vej ud..

Ja, det var så min februar. GODT vi går forår og lysere tider i møde. Det har vi vist allesammen brug for?!!

//Debbie